søndag den 19. august 2012

En helt speciel lørdagskøretur!

Hverdagen er kommet godt i gang efter ferien og både jeg og børnene synes det er dejligt at være i gang igen.

I går var jeg ude og hente Caya fra en fødselsdag i Nakskov. På vej hjem, midt på Langøvejen mellem Vestenskov og Langø, gik en ældre herre, som vinkede os ind til siden. Han havde en tyk T-shirt på, store overalls, strømper og store sko på. Han svedte (det var vel omkring 28 grader i går) og virkede lidt forvirret, så selvfølgelig stoppede vi! Jeg kunne genkende manden, for han bor i samme by som jeg voksede op. Byen ligger ca. 15 km væk, så det undrede mig hvad han lavede så langt væk! Jeg steg ud af bilen og spurgte manden hvad vi kunne hjælpe med. Han fortalte, at hans cykel var punkteret og at han skulle hjem, for han skulle ud at spise med sin kone og han vidste ikke hvad klokken var. Jeg bad ham sætte sig ind i bilen, for selvfølgelig ville jeg da køre ham hjem. Jeg kørte først hjem med Caya og mine varer, som jeg havde i bilen. Derefter satte vi kursen mod mandens hjem. På vejen fortalte han historier om en masse huse og steder vi kørte forbi. Om dengang i 1950 han købte sit hus. Om årerne, hvor der var krig i Danmark og flyvemaskinerne kom ind over markerne. Om dengang man cyklede på sporcykler. Om en tid, som forlængst er forsvundet. Jeg var bange for, at manden var blevet dehydreret, for han var ikke helt på toppen og snakkede lidt i øst og vest, men hans alder taget i betragtning (82 år), så er det vel også helt okay. Vi kom til hans hus og han var meget meget taknemlig for at jeg havde kørt ham hjem. Jeg takkede pænt nej tak til de penge han ville give mig, men tænkte, at jeg lige ville sikre mig der var nogen hjemme, inden jeg kørte igen. Jeg gik med ind i huset og mødte hans kone. En sød ældre dame, som jeg kan huske, gjorde rent i den børnehave jeg gik i som barn. Årerne havde sat sine spor, men jeg kunne sagtens genkende hende. Hun så meget forvirret ud, da manden fortalte, at jeg havde samlet ham op og kørt ham hjem. Efter lidt snak frem og tilbage, fandt jeg ud af, at manden ikke længere boede hjemme i sit hus, sammen med sin kone! Han var flyttet på plejehjem! Manden var blevet dement, så han kunne simpelthen ikke huske, at han ikke boede der længere! Han satte sig hen på sin faste plads i køkkenet, i det hus han har boet i i 62 år og så meget veltilpas ud. Jeg gik udenfor og ringede til plejehjemmet, for at informere dem om situationen. Det viste sig, at han ikke havde været ude og cykle, men bare var gået en længere tur end kræfterne rækte til. Jeg blev chokeret, da personalet ikke kunne hjælpe mig med at få manden tilbage, men i stedet lagde ansvaret over på mig og bad mig ringe til sygeplejersken. Det gjorde jeg så og fik beskeden, at hun da virkelig ikke vidste hvad jeg skulle stille op og det måtte konen klare og ellers måtte jeg ringe tilbage til plejepersonalet! Hvad fanden sker der lige! Jeg meddelte, at det vist var hurtigere, at jeg klarede det her selv. Jeg gik ind til ægteparret igen og spurgte konen om jeg ikke bare skulle tage herren med tilbage på hjemmet igen. Hun blev helt lettet og takkede mange gange. Jeg spurgte manden om han ikke ville med ud og køre en lille tur igen. Han forstod ikke så meget, men satte sig ud i bilen og sagde på gensyn til sin kone. Så kørte vi mod plejehjemmet. Det var tydeligt at han nød at køre bil. Han gentog flere gange "det er mange år siden jeg har været her sidst". Han pegede på en masse huse og fortalte livligt om en masse minder. Jeg satte farten lidt ned og så kørte vi af de små veje.

Da vi kørte ind på plejehjemmets parkeringsplads, kunne han sagtens genkende stedet. Vi gik ind sammen og fandt personalet. Jeg sagde på gensyn og gik ud til bilen. Da jeg kørte hjem derfra, tog jeg mig selv i at sidde og smile. Jeg havde måske nok brugt en del af min eftermiddag på dette, men jeg har måske også givet en ældre herre, en hyggelig tur down memorylane. Han er dement og har måske glemt det allerede i dag, men jeg vil huske denne lørdagskøretur længe og smile hver gang jeg tænker på den!

3 kommentarer:

  1. Sikke en sød historie (jeg vælger lige ikke at huske plejepersonalets reaktion). Det kan godt være, at manden har glemt turen dagen efter, men den tid man vælge at bruge på sine medmennesker, er altid værdifuld......glemt eller ej.

    vh Dorte

    SvarSlet
  2. Du er bare så hjertevarm, mennesker som dig findes der desværre ikke mange af... knus

    SvarSlet
  3. Hej Dorte. Det er nemlig lige dét den er. Det var en hyggelig tur og jeg kan ikke lade være med at kigge ind på vinduet ind til hans værelse, når jeg to gange om dagen kører forbi hjemmet...!

    Anonym:tak for den søde kommentar!

    SvarSlet