Sankt Hans

Sankt Hans er en dejlig aften synes jeg. Ikke mindst fordi man kan have gæster og være sammen på en meget meget uhøjtidelig måde og så samles mennesker sig bare helt naturligt om et  bål. Det er dejligt!
I torsdag havde vi gæster til Sankt Hans. Jeg tror vi var 23 rundt om bålet. De mørke skyer trak ind over os først på aftenen og regnen kom. Alligevel var der ingen sure miner :-) Vi blev ved bålet med snobrødspindene i hånden og konstaterede gang på gang at, "det er bare en byge" eller "den driver over" eller "det stopper om lidt" osv. Det var bare rigtig hyggeligt, at folk bare tog regnen som noget det nu engang er; bare lidt vand :-) En nævneværdig ulempe ved regnen er dog, at vinen blev fortyndet, men min far og svigerfar måtte bare drikke lidt hurtigere, så jeg tror ikke de to synes det var en ulempe ;-)

Vi var enige om, at menuen kun skulle være noget der kunne tilberedes over bål og spises af paptallerkener. Jeg havde lavet lidt snobrødsdej og krydderfars (krydderfars på pind med bacon om, er en sand vinder). Udover det var der pølser, bacon og så havde jeg lavet pitabrød med tomat, ost og skinke, som blev pakket ind i staniol og så ind i bålet. Til dessert fik vi grillede bananer med. whiskey, brun farin, flødeskum og vanilieis. Til dem der ikke er fan af grillet banan, havde jeg lavet lidt cupcakes med chokofrosting til kaffen.

Når natten falder på og det eneste lys er det fra bålet, så kunne man jo sidde ude hele natten.

De sidste gæster kørte ved 01. tiden om natten og trods en "byge" på en lille times tid, ja så havde vi alle en dejlig aften ude i det fri :-)

At vælge til og fra...

 

Mens mand og børn spiller rundbold i haven, er jeg netop blevet færdig med at bage en gang pølsehorn og et par boller. Jeg ved ikke om duften af hjemmebag silede stille ud til græsplænen, for den første pladefuld var ikke andet lige kommet ud af ovnen, før der stod 5 børn (vi har fætteren på 5 år på mini ferie), som ville bede om et pølsehorn. De fik selvfølgelig det de kom ind efter og er nu rendt ud for at lave vores bålsted større. Så mens de triller rundt med store træstammer udenfor, så vil jeg nyder de ti minuters stilhed og bruge den på blog :-)

Jeg bevæger mig lidt ud på dybt vand i dag. Jeg tager fat i et emne, som stort set alle har en mening om, og som de fleste mener de selv er eksperter i (jaja, inklusiv mig selv naturligvis ;-) ). Jeg har lidt tanker vedr. kost/sundhed.

Jeg har nemlig lige stået og brugt en rum tid, på at bage pølsehorn. Og lagt op på bordet, nybagte som de jo er, ja så ser de da lækre ud og jeg kunne sikkert sagtens lige spise 3 stk. hvis det var.

Men jeg har valgt at lade være. For uanset hvor lækre de måtte se ud (og smage), ja så er det jo faktisk ikke andet end pølse viklet ind i sukker, salt og hvedemel. Hverken pølse eller de andre ingredienser er fantastiske for kroppen og det fremmer ikke ligefrem kroppens præstationer at spise sig mæt i hvedemel. Dermed ikke sagt, at jeg aldrig spiser det, for SELVFØLGELIG gør jeg da det. Ellers var jeg da vist den nye Charlotte Bircow nu :-)

Det jeg i grunden vil frem til er, at vi alle har et valg. Vi har et valg i forhold til hvad vi fylder i vores krop. Den krop, som er vores hus lige så længe vi er på denne jord. Hvis vores krop skal gøre os i stand til at leve måske 80-90 år, burde vi så ikke give den de bedste betingelser for netop det!? Jeg har en del gange oplevet noget tankevækkende. Under uddannelse eller på kursus mm. har man jo madpakke med og spiser som regel sammen med ens studiekammerater. Jeg oplever, at folk mener man er på "slankekur" fordi madpakken hovedsageligt består af grøntsager! Hvad pokker sker der!!! Det er åbenbart så unormalt at spise grøntsager, at folk ligefrem lægger mærke til det. Jeg er ikke på kur (HADER virkelig det ord, skal vi ikke finde et andet???) men jeg har valgt at sige JA TAK til et sundere liv. Jeg spiser også mange ting jeg absolut ikke burde og jeg springer også grøntsagerne over! Selvfølgelig gør jeg da det :-) men jeg giver ikke efter hver gang kroppen skriger på chokolade, toastbrød eller andet, for taget i betragtning af hvor ofte det sker, så ville jeg ikke være i stand til andet end at ligge i min seng om 10 år pga. overvægt!

Det jeg vil frem til med dette indlæg er ikke, at vi alle sammen kun skal leve af grøntsager og magert kyllingekød (for så ville jeg hellere dø ;-) ). Det er heller ikke for at bevise, at jeg er en sundhedsfreak, for det er jeg absolut ikke. Men ofte er det en vane, at vi bare åbner skabet og spiser det første vi lige får øje på, uden at tænke over hvad det egenlig gør ved os. Når jeg har lyst til at proppe i hovedet, men alligevel vælger at lade være denne gang, så prøver jeg på at undgå at blive arrig over at jeg må sige nej tak, men tænker i stedet, at jeg vælger at sige JA TAK til at få en sundere krop og et bedre liv. Eller det er ihvertfald det jeg tænker de dage hvor jeg har overskud til det :-D

Som afslutning vil jeg bare fortælle, at jeg om lidt (på fætterens opfordring), vil gå i gang med at  bage en kæmpe stak pandekager, som jeg helt sikkert vil spise en af... eller måske to :-)

Ingen er rig nok til at smide venner ud...!

Jeg elsker når vi skal til fest! Jeg glæder mig lige fra vi får indbydelsen til vi står til festen :) Jeg elsker når vi er ude en aften med en masse venner og ikke skal tænke på hvornår vi bliver vækket næste morgen! I går lørdag var vi til 30 års fødselsdag hos en ven. En fødselsdag som jeg har glædet mig til- præcis som jeg plejer! Alligevel sad jeg i går eftermiddags og blev enig med mig selv om, at jeg sagtens kunne tage afsted i det nattøj jeg havde på (løse og lettere gennemsigtige haremsbukser og en meget meget lang og mega grim bomuldstop) Jeg var SÅ træt!

Var blevet vækket en milliard gange om natten af én der skulle tisse, én der hørte lyde, én der drømte, én der ikke kunne finde sutten, en anden der skulle tisse osv. En nat på 7 timer med så mange afbrydelser, tja det bliver man altså søvning af hen på eftermiddagen. Børnene vågnede kvart over seks, så jeg kunne lige så godt tage ud og løbetræne lidt, for jeg vidste at det ikke ville blive til noget træning senere på dagen og da slet ikke om søndagen. Jeg  blev assisteret af  vores ældste datter på cykel, som sad og råbte "eeeeej, kom nu moar!!" fordi hun mente det gik for langsomt. Jeg overvejede om jeg skulle losse til hendes baghjul, så hun væltede og jeg så med fryd kunne smutte udenom hende og råbe samme sætning tilbage... forestillede mg noget i retning af "der er ingen pause nu, så kom nu i sving". Men måtte nøjes med at sætte tempoet op, for jeg kunne selvfølgelig ikke stå tilbage for hende :) 


Altså sad jeg i mit nattøj to timer før vi skulle til fest og var overbevist om, at jeg aldrig nogensinde kom ud af det igen. Et langt varmt bad fik dog rettet en smule op på mig og jeg tror jeg kom afsted i nogenlunde reglementeret påklædning. Hurra for tøj og make-up siger jeg bare ;)

Gudskelov forsvandt trætheden fuldstændig da vi var kommet til fest. Der var en masse skønne mennesker og en del af dem var nogle af de venner, som jeg holder virkelig meget af. Veninden som jeg betror mig til, ham jeg altid danser med, ham jeg opfrisker gamle minder med, hende som jeg gerne vil lære at kende bare en smule mere, ham som jeg bekymrer mig om, dem som jeg gerne ville se lidt oftere, dem som har historier fra et hektisk liv, og de få, som har ramt mig i hjertet som ingen andre....! Jo det er jo netop pga. de specielle personer, at en fest altid er en succes. For hvis man ser det lidt for oven, så er det jo i det store hele ofte de samme personer som man fester med,-det er bare værten og lokationen der skifter :)

Jeg ved, at nogle af jer der sidder og læser med, er nogle af jer jeg tænker på lige nu. Jer jeg ikke kan undvære. Jer jeg er så glade for at have i mit liv og som jeg håber, at jeg aldrig nogensinde skal sige farvel til. I ved selv hvem I er :)
Jeg ved, at jeg egentlig ikke behøver at sige det, men jeg gør det altså alligevel.... !

Tak, fordi du er min ven :)

Lolland min fødeø

Jeg er født og opvokset på Vestlolland. Jeg har haft en dejlig barndom med en nærværende mor, en hårdtarbejdende far, nogle dejlige omsorgsfulde søskende og en masse venner. Jeg havde det skønt som barn på lolland og kunne ikke tænke mig at have vokset op andre steder i verden! Jeg havde bare aldrig forestillet mig, at det netop var på Vestlolland at jeg skulle tilbringe størstedelen af mit liv! Jeg har altid haft lidt vilde drømme. Jeg skulle ud. Ud og rejse, ud og opleve, ud og udforske. Den del af mit liv har jeg endnu tilgode, for bortset fra lidt Backpacking i den vilde natur i Australien, ja så er jeg endt på Lolland igen, da min søde mand har et landbrug hernede. Det har taget mig mange mange år, at vænne mig til tanken om, at det er på Lolland jeg skal tilbringe resten af livet. Man er på en eller anden måde afskåret fra så mange ting hernede (herude!) og selv en drømmeuddannelse kan ikke altid lade sig gøre at få, bare sådan lige.
Som sagt, så har det taget en del år (og en del tålmodighed fra herren i huset), at acceptere, at mange af mine drømme ikke ville blive en realitet. Jeg kom til et punkt hvor jeg tænkte "Nej nu er det f..... nok. Jeg vil ikke spilde livet på at gå og ærgre mig over det jeg ikke har!". Jeg begyndte at se på det jeg rent faktisk har og som jeg ikke kan undvære. Det var noget af en øjenåbner! For der er jo ikke noget af det jeg har, som jeg kan undvære. Ikke noget, som jeg ville bytte væk for et liv i storbyen, karriere, rejser og hvad jeg nu tidligere havde drømt om. Det gik op for mig, at hernede har jeg jo ALT! Jeg er omgivet af min familie og den smukkeste natur. Hernede er der en ro, som jeg ikke kan leve uden. Der er skov og strand i gå-afstand, der er rådyr, harrer og fasaner i haven og omkring gården og meget meget mere.
I virkeligheden er jeg jo nok blevet lidt af en livsnyder. Jeg kan blive overvældet af lykkefølelse ved de mindste ting og ved noget, som mange nok bare ville ryste på hovedet af :) I går gik det op for mig, at det er NU vi skal lave hyldeblomstdrik.

 

Det er ikke noget der kan vente til om en mdr når vi har tid, for så har naturen gjort krav på hyldeblomstskærmene og de starter forvandlingen til bær. Hyldeblomstdrik er en af traditionerne som bliver overholdt. Børnene er med til at lave saften, man bryder sig ikke om at drikke det og det er til stor glæde for os voksne, som så blander det i et glas iskold hvidvin ;)

Her er lidt stemningsbilleder fra en overskyet dag i min have

Bålstedet med sansegyngen i baggrunden

Vores lille skov i haven

Jeg aner ikke hvad dette er, men smuk er den :)

Æbler som skal vokse sig store og saftige

Blommer som vi venter med længsel på skal blive modne

Udsigten fra baghaven

 

 Her følger et par billeder af 12 (eller 14) storke, der valgte at give os herude et visit :)

 

 

 

Tøj lyver ikke :)

Indrømmet... jeg har ikke en timeglasfigur og jeg har ved gud aldrig haft det. Og det har jeg det faktisk okay med. Selvfølgelig er det da skide irriterende at kroppen bliver så ødelagt af at få børn og selvfølgelig ville jeg da gerne kunne have mine fire rollinger og stadig have samme krop som da jeg var 17, men det er altså ikke tilfældet og det er okay. Under sidste graviditet var jeg meget tæt på at runde de 100 kg. Jeg nåede det dog ikke, trods et ihærdigt forsøg med den lækre BOSTON chokoladeis fra HJEM IS næsten hver aften :) Jeg var lidt skuffet da jeg måtte indse at kampen var tabt. Hvorfor? Fordi det var min sidste chance for at prøve at veje 100 kg. Jeg vidste at det var sidste graviditet og jeg skal aldrig aldrig nogensinde op på den kanpvægt igen. Jeg har selvfølgelig smidt en hel del kg, men der er stadig et stykke til mål endnu. Og som sagt, så er det okay, for jeg ved det tager tid og at min "normalvægt" nok skal komme tilbage inden for en overskuelig fremtid.
Alligevel måtte jeg lige ned og bide i græsset i dag. Vi skal på sommerferie med to vennepar i år og jeg GLÆDER mig helt vildt. Vi skal tilbringe en uge i luksussommerhus med spabad og swimmingpool og det i sig selv er jo super lækkert. Jeg tænkte at jeg ville forkæle mig selv med en ny bikini, men det skulle jeg da aldrig have gjort! Jeg fandt en super smuk sort bikini med lysegrå striber fra ESPRIT. Da jeg kom hjem og skulle i den, var det som om, min krop og jeg ikke var helt enig i, om det var en fin bikini eller ej. Jeg synes jo den var helt perfekt, men min krop ville ikke i den. Den prøvede at flygte til alle sider...bogstaveligt talt :D Jeg kæmpede en brav kamp. Prøvede at mase den tilbage når den lavede et flugtforsøg til højre, men så prøvede den bare at flygte til venstre! Vi kæmpede lidt frem og tilbage og guderne skal vide, at jeg virkelig  gjorde et forsøg. Hmmm... jeg tror den vandt til sidst og jeg må nok ind og bytte til en anden str. i morgen ;)

Apropos... så vil jeg putte børnene og lader min søde mand være alene på skandsen en times tid, mens jeg tager en løbetur og mødes med en veninde til nedkøling bagefter :)    

I går var en af de dage, hvor hund, mand og børn var rigtigt billigt til salg! Det værste var, at de ikke havde gjort noget overhovedet :D Manden i huset, VAR faktisk i huset... og endda hele dagen (han var kun lige på job én enkelt gang). Børnene var egentlig heller ikke så slemme som de indimellem kan være om lørdagen (hvor de ofte bruger formiddagen til lige at finde ud af hvem der har førertrøjen på denne weekend). Så jeg ved i grunden ikke hvad mit dårlige humør kom af. Men jeg ved hvad der skal til, for at få mit glade jeg tilbage; en rask løbetur. Jeg plejer at bruge løbetræningen til mental afslapning. Når jeg løber skal jeg kun være der for mig selv. SKØNT! Jeg gjorde mig klar og hørte lige sætningen "Mooooaaar, må jeg ikke tage med dig?". Hmm tjo, det kunne ikke skade i dag. Jeg læssede hendes cykel og vi kørte i skoven. Så snart vi stod ud af bilen kunne jeg mærke, at al arrigskab forsvandt :) Junior fik lov at holde kortet over skoven, så hun følte sig meget vigtig :) Der stod jeg så midt i den dybe stilhed sammen med min lille datter som var fuld af forventning. Hun sted op på cyklen og havde en masse energi. Da vi havde løbet/cyklet lidt, ændrede skoven karakter på den ene side. Den blev mørkere og træerne blev grimme og forestillede de mest uhyggelige ting. Hun lurede lidt ind i skoven og jeg fik ordre på, at jeg løb i den forkerte side. Det havde hun ret i, så vi  måtte pænt bytte plads. Det lille skæve smil fik mig til at indse, at det ikke var fordi hun ville være trafikkorrekt selv inde i skoven. Ja tak min ven! Nu forstår jeg hvorfor du vil holde kortet. Jeg kan løbe i den side hvor uhyrene kommer ud og æder den første de ser (MIG!) og så har hun kortet OG en lynhurtig cykel! Smart :)

Tilbage ved bilen(for vi kom nemlig tilbage uden at blive ædt af skov-uhyrene) konstaterede vi, at vi var hammer sunde, fordi vi havde været ude og motionere. Det med sundheden var hurtigt glemt, da vi liiiige skulle have en lille smule (læs;meget) kage til eftermiddag :)

"Du skal nyde dem mens de er små, for de bliver så hurtigt store."

"Du skal nyde dem mens de er så små, for de bliver så hurtigt store".

Jeg tror ikke der er mange forældre der kan ærligt kan sige, at de ikke har hørt den sætning en halv snes gange. Jeg er ved at kaste op hver gang en dame (oftest) med de største hundeøjne ser intens på mig og konstaterer netop det. Jajajaja, det skal jeg da nok huske. Men ærligtalt, hvad er det lige vi skal nyde? At man altid er i søvnunderskud? At man altid har nyvasket tøj på, men som aldrig er rent, fordi det er fyldt med fedtede børnefinger-aftryk to minuter after omklædning? At man bliver vækket kl. 05-06 hver dag(OGSÅ i weekenden)? At ens krop for længst har sagt farvel til teenagedagene og bryster og mave synes at være blevet rigtig gode venner? At huset altid ligner forstaden til Kabul, uanset hvor meget man rydder op og sorterer legetøj? Er det virkelig dét jeg skal nyde????
Ja, det er det faktisk :) Jeg skal hente vores ældste datter og en veninde fra skole i dag, fordi de skal til fest sammen i aften. I AFTEN! Så de to makreller har planlagt hvordan de rigtig skal hygge og gøre sig klar sammen (der var sågar en forespørgsel på karbad med dertilhørende jordbær). Jeg ved hvor hyggeligt de synes det er og indrømmet, så må de godt starte allerede nu med at være hos OS, hvis det dog bare ville blive en god vane også i teenageårerne. Så kan løvemmor her nemlig have bare en smule kontrol :) Men altså, sidst jeg hentede vores datter om aftenen, havde de været til discofest! Da jeg hentede hende og en veninde fra festen, var snakken allerede i gang på vej ud til bilen, om hvem der havde danset med hvem og hvem der nu var blevet kærester osv. Mens de gik der, med en ballon i den ene hånd og en rød hindbærsodavand i  den anden ;) indså jeg, hvor hurtigt de faktisk bliver store. Jeg kan ikke længere købe tøj og  tage med hjem, med en forventning om, at "den dér kjole da er super smart", for sidst dét skete, fik jeg pænt at vide: "Ej moar, dét er altså ikke lige min stil"! Med kæmpe store øjne og med min hage der ramte brystkassen (ikke brysterne, for så lang underkæbe har jeg dog ikke), måtte jeg samle mig og fremstamme: "Nå men undskyld mig så min egen pige på 7 år, hvad er så din stil?" Jeg fik forklaret stilen og fik samtidig forelæsning om, at det er meget nemmere bare at tage hende med ud og købe hendes eget tøj. Og ja, der kan hun jo have ret.
Jeg har fri dag i dag sammen med yngste mand i børneflokken. Gutten på 11 mdr. ligger lige nu og sover ude i sin barnevogn på terrassen. Jeg sidder og ser rundt i stuen og må se at komme i gang med at støvsuge, vaske gulv, ligge lidt vasketøj sammen og sådan lidt inden han vågner. Hmmm... nej. Måske jeg skulle lade det være lidt. Måske jeg skulle lave mig en kop kaffe, tage en stol og sætte mig ud ved siden af barnevognen og nyde synet af ham lidt. De små tæer, de buttede arme og lår og de søvnige øjne når han vågner.

 

Måske jeg skulle nyde de fedtede fingeraftryk på mine nye køkkenlåger, de mange børnesko der ligger og flyder på hele bryggersgulvet og tushstregerne på vores spisebord. For trods et hus der til tider er ufremkommeligt pga. legetøj og vasketøj og trods det, at min krop åbenbart er misundelig på min mormors siden den prøver at efterligne, ja så er det en tid der er her lige nu og som er væk inden vi når at få set os om. Så til alle jer der har børn og som læser med: Lad nu hus være hus en gang i mellem og HUSK "Du skal nyde dem mens de er så små, for de bliver så hurtigt store." :o)

Når en Ninja bliver skældt ud!

Jeg er lidt af en nørd. Altså når det kommer til kager og desserter. Jeg ELSKER at fremstille kager og desserter. Elsker når vi skal have gæster, for SÅ er der jo en alletiders undskyldning for at gå i gang med planlægningen. Ja planlægning er ordet. For det er jo ikke sådan "bare lige" når jeg går i gang. Nej, det første store problem jeg render ind i er, at jeg jo først skal vælge hvad jeg skal lave. Og sidder der nogen med samme hobby som mig, så vil I vide, at det er altså ikke et uvæsenligt dilemma :) Jeg kan jo slet slet ikke styre mig! Har lyst til at lave det hele og det skal være lige NU.
Nå, men vores store fætter fylder 5 år i dag. Han skulle selvfølgelig have en kage af tante her. Bestillingen lød først på en traktor-kage, men blev så ændret til en NinjaTurtle-kage. Puha, hvordan filan skal dén lige se ud. Fætteren har ikke en yndlings Ninja (og hvem har i grunden ikke dét? Jeg kan tydeligt huske, at jeg var ham den orange. Han var SÅ sej. Så sloges jeg altid med nabodrengen som var den blå og som af en eller anden grund altid vandt. ØV! Måske jeg skulle have valgt den røde ninja?), og jeg har aldrig lavet en ninjaturtlekage før. Jeg var på bar bund, men startede med at bage selve kagen. En ny chokoladekageopskrift, som jeg måtte prøve. Det gik da helt galt! Kagen svulmede op 4 steder, så den lignede en dårlig udgave af Mount Everest. Med en god portion mørk chokolade i den (til 100 kr.) kunne jeg mærke den første panik, for hvor ville det bare være ærgeligt, hvis den skulle smides ud! (jaja, som om vi ikke havde spist hele gøjemøget alligevel;-) ) Nå men, da kagen var kølet af skar jeg lige alle bjergene af kagen. Det plejer at gå meget godt, men af en eller anden ukendt årsag, var der så bare luft nedenunder! PANIK!!! Arh hvorfor skal jeg altid eksperimentere!? Hvorfor ikke bare tage den kendte "Klassens time kage" som vi kender!? Nej, fordi fætteren selvfølgelig skal have det bedste.
Jeg fik reddet kagen, smurt den op og så skulle den jo så pyntes. Jeg kom til at tænke på,  at de der turtles elsker pizza, så jeg begyndte stille arbejdet. Manden var taget på jagt, børnene var puttet, så der var ro. Uhm, ro. Ro der snart blev afbrudt af en arrig og højtråbende mig, som overhovedet ikke kunne få marcipanen til at ligne noget genkendeligt overhovedet. Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg nogensinde kom til at skælde en Ninja Turle ud, men det var altså tilfældet. "Iiiiiihhhh så bliv dog stående når jeg har sat dig der!" Med flormelis i hele køkkenet, på tøjet, i håret og alle andre steder for den sags skyld, måtte jeg ændre lidt på planerne. Resultatet.... tjo, jeg tror godt fætteren kan se at de dér grønne nogen der sidder rundt om på kagen er ninjas, men måske allermest pga bindene i de karakteristiske 4 farve :-D Det er ikke blevet helt som jeg havde tænkt inden jeg gik i gang, men håber han bliver glad for den anyway.
Her er et par billeder:

En grænse der skal flyttes.

En grænse der skal flyttes.

Jeg har længe haft lyst til at blogge. Synes det er super hyggeligt at lade tankerne flyve og bare skrive hvad der lige falder mig ind. Synes oveni at det er rigtig smart med en blog, så familie og venner på den anden side af det store hav, let kan følge med i en lille del af hverdagen, trods den store afstand. Men men men.... hvordan gør man? Hvordan kommer man i gang? Hvad hvis jeg ikke har noget at skrive om? Og hvad nu hvis ingen gider læse det der bliver skrevet? En masse "Hvad nu hvis" er nok grunden til at jeg aldrig rigtig er kommet i gang.  Og så er der jo lige det faktum, at ærlighed er en stor del af sådan en blog. Det kræver at man kan smide den maske, som langt de fleste mennesker tager på i "offentligheden". Det kræver, at man er parat til at lukke kendte som ukendte personer ind i den del af ens liv, som normalt kun er åben for de nærmeste veninder. Jeg har tvivlet på om jeg var klar, men så var det, at jeg mødte en rigtig sød Qvinde. En Qvinde med stort Q! En som jeg egenlig altid har vist hvem er, men aldrig rigtig har talt med. En Qvinde, som har en karriere og en dejlig mand, en Qvinde som er en super mor til to smukke børn og som oveni er rigtig kreativ OG har tid til at blogge. En Qvinde, som jeg faktisk er kommet til at holde mere og mere af. Jeg læser fast hendes blogs og midt i læsningen i dag, tog jeg beslutningen om, at NU GØR JEG DET! Jeg opretter en blog og så må jeg jo se hvordan det går :) Meloupe, tak for sparket du gav mig, uden du selv vidste det ;)
Med disse ord kan jeg kun sige: Velkommen til en lille del af mit liv :)