Hvor går grænsen egentlig???

For et års tid siden ville vores ældste datter gerne have hul i ørerne. Hun var 6 år og jeg var slet ikke forberedt på at det ønske kom allerede. Derfor måtte vi selvfølgelig lige vende det herhjemme inden der blev sagt ja eller nej. Efter grundig overvejelse gav vi hende lov til at få hul i ørerne. Vi tog til guldsmeden og glæden og nerverne var tydelig hos hende. Jeg havde selvfølgelig også ondt i maven, for tænk nu det gør mere ondt end jeg selv lige huskede...puha. Så kom det store øjeblik hvor der skulle vælges hvilke smykke der skulle SKYDES i. Jeg ved ikke om det netop var dét ord der gjorde udslaget, men ihvertfald ombestemte den unge dame sig og meddelte, at hun alligevel ikke ville have huller i ørerne. Lillesøster på næsten 5 stod ved siden af og sagde, at hun ville gerne have guldstjernerne i hendes ører. Jeg forklarede hende hvad det vil sige at få huller i ørerne og hun var stålfast på, at det lige var noget for hende. Så da vi tog til guldsmeden for at storesøster kunne få huller i ørerne, ja så var det altså stolte lillesøster der gik ud med ørerne pyntet med guldstjerner.

I dag kom storesøster så hen og sagde igen, at hun gerne ville have huller i ørerne. Jeg smilte og sagde at det kører vi da bare ind og får lavet så. Hun var helt oppe at køre og kunne slet ikke vente. Da vi gik fra bilen og hen mod guldsmeden sitrede hendes lille krop og hun kunne næsten ikke styre benene. Inde i guldsmeden fandt hun de øreringe hun gerne ville have, men modet svigtede, da hun skulle tage plads i stolen. Jeg sagde selvfølgelig at det var helt okay hvis hun ikke havde lyst alligevel. Vi gik ud, fik lidt frisk luft og så kom modet tilbage.

Det er klart, at det ikke var rart at få baghjul af sin LILLEsøster, og med en drillende onkel der med et glimt i øjet kalder én en kylling (men som heldigvis samtidig siger at det er helt okay at hun sagde nej hvis hun ikke havde lyst), ja så har det altså siddet lidt som et nederlag i hende det sidste års tid.
Et nederlag da nu er vendt til sejr :o) 

Jeg må indrømme jeg var i tvivl. For hvornår er det okay at få hul i ørerne? Bare når man ønsker det? Når man er startet i skole? Når man er konfirmeret? Når man er 15? Når man er 18 og selv skal tage stilling til så mange andre ting, fordi man er ved at være voksen? Eller hvad? Jeg fandt ihvertfald ud af, at jeg ikke har en konkret holdning til det. Vores datter på 3 år vil også gerne have ørestikker i, men det synes jeg hun er for lille til endnu, ligesom jeg også synes det er fuldstændig vanvittigt, at lave huller i ørerne på en lille baby, som var tilfældet i min første (og eneste) mødregruppe. Men som sagt, så kan jeg ikke finde en bestemt alder som grænse.